Se designer Louise Eegs skønne nyrenoverede hjem

De gamle mure er bevaret, men boligens indre er top moderne og skandinavisk indrettet.

Kunst fylder meget i kavalerboligen i skovbrynet. Foto: Mikael Hjorth

Kunst fylder meget i kavalerboligen i skovbrynet. Louise Eeg er nemlig vokset op med meget kunst omkring sig. Maleriet over stolen i den ene stue er af Sussi Trampedach. Hovedet med en gren på toppen er af en thailandsk kunstner, hvis kunst hun forhandler i sin livsstilsforretning.

Louise Eeg er uddannet designer og ejer livsstilsforretningen Louise Eeg på Østerbro. Foto: Porl Thompson
Fra forhaven kan man se terrassen, som familien bruger flittigt om sommeren. Louise Eeg har selv designet mønstret i belægningen. Foto: Porl Thompson

Farvesammensætning som et vigtigt element

Godt skjult fra vejen, ligger et hyggeligt hus med skoven som baghave. Da designer og butiksindehaver Louise Eeg flyttede ind med sin familie, kendte hun allerede området som sin egen baglomme. Hun voksede nemlig op på selvsamme vej. Huset blev i sin tid opført som kavalerbolig for en palævilla i nærheden, og det var sjælen i det gamle hus, der tiltalte Louise Eeg.

– Så snart man kommer hjem, falder der en ro over én, og man får en fornemmelse af, at her kan man være sig selv. Huset har en hyggelig atmosfære. Det indbyder til afslapning og ro i pagt med naturen, og det er også i høj grad, hvad det bliver brugt til.

Louise Eeg har indrettet sig med gamle og nye ting, som alle har en særlig betydning for hende. Møblerne er funktionelle, og naturmaterialerne er flest.

– Mit hjem er næsten helligt for mig. Det er min base, hvor jeg lader op. Hver en lille ting er håndplukket, og jeg falder for ting, der taler til mig gennem deres historier, materialer eller udformninger.

Det er ud fra de samme kriterier, Louise Eeg udvælger produkterne til sin livsstilsforretning på Østerbro, som er opkaldt efter hende selv. Hun har haft den i de sidste otte år, og rejser rundt i verden for at finde inspiration, nye leverandører og nye ting til den. Hun lægger meget vægt på farvesammensætning både i butikken og hjemme.

– Jeg har valgt farver i pagt med naturen såsom grøn, brun og blå, så de fremhæver husets kvaliteter og det, at vi bor så tæt på naturen. Farver har en stor funktion i et hjem, og de har en stor indvirkning på de mennesker, der bor der. Jeg tilsætter ofte et par enkelte stærke farver for at give liv til de ellers douce basisfarver. En accentfarve, jeg holder meget af, er gul, der kan strække sig helt fra citrongul til gylden. Jeg bruger kun stærke farver som tilbehør i form af puder, tæpper, malerier og mine to gule skamler i køkkenet. Det skal være ting, der let kan skiftes ud.

I Louise Eegs forretning hænger et Diamond-spejl i rosaguld fra Reflection over to fjerbuketter. Foto: Birgitte Erhardtsen
Louise Eeg arbejdede tidligere som marketing assistent i Georg Jensen og gik ofte forbi Royal Copenhagens udstilling, som lå i samme bygning. Der faldt hun for Konkylie-stellet, fordi hun synes, det er så kunstnerisk. Stellet står i et åbent skab i køkkenet, der både opbevarer og udstiller det. Foto: Karen Varn

Fra alrummet går en trappe op til førstesalen, der rummer soveværelse, teenageværelse, badeværelse og bibliotek. Hun har fået belagt gulvet med stentypen Jura Graublau og trappen med træsorten Pitch Pine. Hun synes, træet passer perfekt til de kølige grå nuancer i gulvet. Spisebordet fra Greensquare har masser af patina. Omkring det har hun stillet Trinidad-stolene af Nanna Ditzel. Over spisebordet har hun valgt at hænge to af Poul Henningsens Stammekroner for at danne et luftigt udtryk og videreføre kobber-detaljerne fra køkkenet. Et Sussi Trampedach-maleri pryder væggen ved trappen, og mellem vinduerne hænger et værk af franske Zane Luse, købt i et kunstgalleri i Paris.

Foto: Simon Kruse
De franske glasdøre sørger for åbent kig fra alrummet hele vejen ned igennem de to stuer i forskellige farver og ud i den frodige have. Foto: Peter Suppli Benson
For at lette udtrykket i stuen har Louise Eeg sat et enkelt bord med spejlbordplade ved siden af den store flyder-sofa. Bestlite-lampen i hjørnet og den lette lampe i loftet leverer en hyggelig belysning. Foto: Bent Højgaard Sørensen

Den bagerste stue er badet i dagslys fra hele tre verdenshjørner. Det er her, familien lader op og nyder de sidste solstråler efter endt arbejdsdag. Den store italienske sofa mødes af de to lette PK22-stole i flet designet af Poul Kjærholm. Hun har piftet stuen op med en koboltblå plaid, der giver liv til douce-farverne. Puder og plaid er fra Louise Eeg. Det store maleri har hun købt på et kunstgalleri i Vietnam.

Foto: Mikael Hjorth

En bordplade er blevet monteret langs hele den ene væg i den bagerste stue. Bordet fungerer som arbejdsplads for både Louise Eeg og hendes mand, Alexander Afreedi, når de arbejder hjemmefra. Kaare Klint-stolene er fra serien Den røde stol fra 1920'erne. Lampen på bordet er fra Design by Us. Grasshopper pendlerne i loftet er fra Gubi. På væggen hænger en blyantstegning af Jørgen Boberg.

En bordplade er blevet monteret langs hele den ene væg i den bagerste stue. Bordet fungerer som arbejdsplads for både Louise Eeg og hendes mand, Alexander Afreedi, når de arbejder hjemmefra. Kaare Klint-stolene er fra serien Den røde stol fra 1920'erne. Lampen på bordet er fra Design by Us. Grasshopper pendlerne i loftet er fra Gubi. På væggen hænger en blyantstegning af Jørgen Boberg. Foto: Birthe Nordstrøm

Køkkenet i røget eg med kobberdetaljer er udført af Koch Køkken. Lyset til madlavningen kommer fra de diskrete italienske loftslamper fra Illums Bolighus. Det farverige maleri på væggen er af Esben Hanefelt Kristensen, som er kendt for at have illustreret Børnebiblen. Emhætten er elegant og diskret udført, også i røget eg. Trods mange elementer har køkkenet et enkelt udtryk, fordi det lange rum er udnyttet til fulde, og fordi de har valgt tunge overskabe fra.

Foto: Astrid Ildor

To citrongule keramik-skamler giver liv til basis- farverne.

Foto: Birthe Nordstrøm

En bolig med plads til familien

Det er ikke så mærkeligt, at farvesammensætning spiller en særlig rolle for Louise Eeg. Hendes mor er kunstner, og hendes far samlede på kunst, så det har været en naturlig del af hendes opvækst at gå på gallerier og museer. Hun har også selv gennem årene fået skabt sig en fin samling. Malerierne symboliserer de livsperioder, hun var i, da hun købte dem, så de sætter et personligt præg på hjemmets historie. Hun finder især tid til at gå på gallerier, når hun er på inspirationsrejse, og derfor er meget af den kunst, der hænger i hjemmet, også købt i udlandet.

Siden familien flyttede ind, har huset fået nyt køkken, alrum og to nye badeværelser. Køkkenet er udført i røget eg og kobber og er fra Koch Køkken. Louse Eeg er glad for dets høje kvalitet og for udsigten til skoven gennem køkkenvinduerne. Køkkenet er da også sammen med alrummet det rum, familien bruger allermest.

– Her hænger vi ud både morgen og aften, når der laves mad, eller når morgenkaffen drikkes. Enten kører nyhederne i tv´et, ellers hører vi musik. Det giver en god stemning, når alle lige skal vågne.

Den bagerste stue er samlingssted for familien sidst på dagen. Her slapper de af og nyder de sidste solstråler gennem de dobbelte glasdøre. Lige uden for dørene ligger terrassen og skoven, som familien bruger til legeplads, når de kører på mountainbikes, løber og går ture med hunden Lucca. Man kan vidst roligt sige, at de har givet kavalerboligen nyt liv.

Endnu et billede af Esben Hanefelt Kristensen hænger i den anden ende af køkkenet. Døren fører ind til den ene stue. Foto: Erik Wilhelmsen
Et anretterbord med krakeleret spejlbordplade fra Louise Eeg huserer i hjørnet af den ene stue. Billedet er af Finn Pedersen. Foto: Margaret Featherstonehaugh
Et bibliotek har hjemme på førstesalen. Det lyse rum er fyldt med visdom, og fungerer også som mellemgang til soveværelse, teenageværelse og badeværelse. Bogreolerne og skabene langs skråvæggen til venstre fik Louise Eeg bygget, da de overtog huset. Familiefotos pryder endevæggen. Foto: Karen Varn
Badeværelset er indrettet med enkle hvide skuffer og sorte naturfliser på gulvet. Hun har tilsat kurvene for at bløde rummet lidt op, og så har hun fået lavet en niche ved vinduet, hvor man kan sidde og kigge ud i naturen. Foto: Anders Hvass

I biblioteket har de skabt en niche med puder og masser af dagslys til at læse en god bog eller bare nyde udsigten til skoven lige uden for vinduet. De tre billeder på væggen har hun fundet på en kunstudstilling i Thailand.

Foto: Jess Hammerstone
Louise Eeg har sin egen livsstilsbutik på Østerbro i København Foto: Lisbet Rasmussen
Relaterede artikler
Bo Bedre på social media